Rentegrupper og kontribution
Pensionsordninger med dækninger, der bliver forrentet med gennemsnitsrente (Garantiordning), er inddelt i rentegrupper ud fra ordningens vægtede grundlagsrente. Rentegrupperne er opdelt således, at spændet mellem den højeste og laveste vægtede grundlagsrente i gruppen maksimalt er på ét procentpoint. Inddelingen sker efter reglerne om kontribution fra Finanstilsynet.
Kontribution - hvad betyder det?
Reglerne om kontribution gælder alle pensionsordninger, medmindre pensionsselskabet har lavet en anden aftale med kunderne. ISP Pension er underlagt reglerne om kontribution.
Reglerne sikrer, at fordeling af tab og gevinst mellem forsikringstagerne og selskabets egenkapital sker på en rimelig måde. For eksempel skal din depotrente set over en årrække modsvare det investeringsafkast, du har været med til at optjene.
Den 1. januar 2011 har Finanstilsynet indført regler for, hvordan kontribution skal håndteres i praksis. Bestanden af pensionsordninger er derfor inddelt i kontributionsgrupper, således at ensartede forsikringer er i samme gruppe.
Ensartede forsikringer er pensionsordninger, som har nogenlunde samme risiko, og som har adgang til de samme serviceydelser.
Du kan finde flere oplysninger om kontribution på Finanstilsynets hjemmeside og hos Forsikring & Pension.
Pensionsordningerne kan skifte rentegruppe i forbindelse med, at den vægtede grundlagsrente ændrer sig over tid. Skift af rentegruppe sker én gang årligt, primo året.
I ISP har vi fire rentegrupper med vægtet grundlagsrente:
- Rentegruppe A: Mellem 0,25 % og 1,25 %
- Rentegruppe B: Mellem 1,25 % og 2,25 %
- Rentegruppe C: Mellem 2,25 % og 3,25 %
- Rentegruppe D: Mellem 3,25 % og 4,25 %
Derudover har vi en rentegruppe til supplerende livrenter samt rentegruppe F til særligt ugaranterede policedele.
Din ordning forrentes med en depotrente som løbende fastsættes af selskabet. Depotrenten er fastsat ud fra et gennemsnitsrenteprincip for at sikre en stabil forrentning af din pensions ordning. Du kan læse mere om depotrenten her.
Pensionsordninger, der bliver forrentet efter markedsrenteprincippet, bliver ikke inddelt i rentegrupper, da opsparingen bliver forrentet med afkastet af de faktiske investeringer. For at tilstræbe stabile risikodækninger på 3i1 Livspension, forrentes disse efter gennemsnitsrenteprincippet. Disse risikodækninger ligger i Rentegruppe F.