Aktivt ejerskab skaber forandring
Det er helt afgørende for Sampension-fællesskabet at gøre sin indflydelse gældende, fortæller investeringsdirektør. Både fordi det er et ønske fra kunder og medlemmer, og fordi det er en forudsætning for positive afkast og værdiskabelse
Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger, Arkitekternes Pensionskasse og Sampension er tilsammen en aktiv investor, som følger investeringerne for at være på det rene med, om de selskaber, investeringerne placeres i, lever op til Sampension-fællesskabets politikker og til de holdninger og værdier, kunder og medlemmer har til ansvarlighed og bæredygtighed.
”Det er væsentligt for os, at vi gør Sampensions indflydelse gældende i de selskaber, Sampension investerer i. Dels fordi vores medlemmer ønsker det, dels fordi vi ved, at ansvarlighed og bæredygtighed er to vigtige forudsætninger for, at vores langsigtede investeringer giver et positivt afkast og skaber værdi for vores medlemmer,” forklarer investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen.
I praksis har Sampension udpeget syv fokusområder, der sætter rammen og prioriterer indsatsen.
At arbejde med fokusområder er en metode, som er i tråd med OECD’s retningslinjer, og som understøtter arbejdet med FN’s verdensmål. De syv fokusområder er: Menneskerettigheder, klimaforandringer, arbejdstagerrettigheder, korruption og bestikkelse, skattetransparens, vandhåndtering samt ESG-risikostyring.
Tager udgangspunkt i dialog
Kernen i arbejdet som aktiv investor er et internationalt dialogprogram, som hjælper Sampension-fællesskabet med at forstå og – ikke mindst – at påvirke virksomhederne.
”Grundtanken er, at vi og andre investorer i langt de fleste tilfælde kan gøre en større forskel ved at gå i dialog med de virksomheder, vi investerer i, end ved at sælge aktierne. I dialogprogrammet går vi ind i en kritisk dialog med virksomheder, hvor der mangler transparens, eller hvor vi har en mistanke om, at de bryder med vores politikker og ikke lever op til kravene om ansvarlig virksomhedsadfærd,” forklarer Henrik Olejasz Larsen.
Det samlede dialogprogram har et forløb, der består af overvågning, vurdering, kritisk dialog og en eventuel eksklusion.
”I de tilfælde, hvor vi vurderer, at selskabets standarder er for lave og samtidig i konflikt med Sampensions politik, og at der ikke er udsigt til forbedring, kan vi ekskludere selskabet fra vores investeringsunivers og sælge aktierne. Men som udgangspunkt er eksklusion ikke den optimale løsning for os. Vi foretrækker at opretholde dialogen for at påvirke og skabe positiv forandring, også selvom det i nogle tilfælde kan gå frustrerende langsomt,” siger Henrik Olejasz Larsen.
Generalforsamlinger er en mulighed for at tilkendegive Sampension-fællesskabets holdninger og stemme, samt for at bidrage til god governance i virksomhederne. Siden 2018 har man haft en systematisk stemmeafgivelse hos de danske C25-selskaber og hos selskaber, som Sampension ejer mere end tre pct. af.
”Vi stemmer også lejlighedsvis på generalforsamlinger i andre børsnoterede selskaber herhjemme og i udlandet sammen med andre institutionelle investorer. Vi har en aftale med rådgivningsvirksomheden ISS ESG om analyseservice og anbefaling til stemmeafgivelse, mens vi selv står for stemmeafgivelsen,” fortæller Henrik Olejasz Larsen.
I de seneste tre år har Sampension haft 264 dialoger med selskaber, der er investeret i, og i cirka halvdelen af tilfældene er dialogerne endt med målopfyldelse. I 43 tilfælde er dialogen afsluttet med et utilfredsstillende resultat.
”Det kan virke som et højt tal, men hvis vi sammenholder med antallet af dialoger, der er afsluttet med et tilfredsstillende resultat, opnår vi faktisk en succesrate på 75 pct. Det tager vi som udtryk for, at dialogen virker, og at vi sammen med offentlighed og andre investorer er med til at rykke ved virksomhedernes ESG-politikker og deres adfærd,” siger investeringsdirektøren.