Nyheder


Aktiekursfald gør indtryk

10. marts 2020

De finansielle markeder reagerer på forsøgene på at begrænse spredningen af COVID-19. Trods de aktuelle aktiekursfald giver aktier på lang sigt et godt risikojusteret afkast.

I marts er de globale finansielle markeder for alvor blevet ramt efter spredningen af COVID-19, også kendt som coronavirus, fra Kina til resten af verden. Siden årsskiftet er de globale aktiemarkeder faldet cirka 15 pct. og renten på danske tiårige statsobligationer er faldet til -0,80, hvilket er historisk lavt.

Vi har ganske vist før set voldsomme fald i aktiekurser og obligationsrenter, men de aktuelle fald gør alligevel indtryk.

”Med weekendens nedlukning af store og økonomisk vigtige regioner i det nordlige Italien, forsøger man for alvor at begrænse spredningen af COVID-19, og det reagerer de finansielle markeder på mandag,” siger investeringsdirektør Henrik Olejasz.

”Selvom aktiekursfaldene er voldsomme, skal man huske, at aktier på den lange horisont giver et godt risikojusteret afkast. Samtidig er investeringerne i ISP’s markedsrenteordning spredt over mange forskellige aktivtyper, hvilket giver en god risikospredning,” siger han.

Yngre medlemmer har flere aktier i deres pensionsordninger, og de vil opleve udsving i værdien af deres pensionsordning. Her er det imidlertid vigtigt at huske, at yngre medlemmer er naturlige langsigtede investorer med langt størstedelen af deres pensionsindbetalinger foran dem, og ved investering af de løbende indbetalinger har de således fordel af de lavere aktiekurser.

De medlemmer, der har en pensionsordning i gennemsnitsrente, vil ikke mærke så kraftig en påvirkning, fordi man her har en noget mere konservativ sammensætning af porteføljen, der indeholder over 90 pct. stats- og realkreditobligationer.

Tre vigtige forhold at huske om markedsrenteordningen:

  • Pensionsopsparing skal foretages med en lang tidshorisont – markedsrenteordningen er indrettet med dette for øje
  • Investeringerne spredes over mange aktivtyper, for eksempel aktier, obligationer, ejendomme, alternative investeringer mv. Det sikrer en god spredning af risiko og mere stabile afkast
  • Risikoen i pensionsordningen aftrappes over tid – har man kort tid til pension eller er man allerede gået på pension, har man langt få aktier og flere obligationer i pensionsordningen.