Nyheder


En ekstra indbetaling kan give dig flere fordele

26. november 2018

Hvis du har luft i budgettet, kan du overveje at øge indbetalingen på din pensionsopsparing i den sidste måned af 2018. Det kan give dig en række kontante skattefordele.

Årsskiftet nærmer sig med hastige skridt, og det er nu, du skal overveje, om du vil betale ekstra ind på din pensionsopsparing i 2018. Din sidste chance er årets sidste bankdag, fredag den 28. december, hvor ISP senest skal modtage din indbetaling.

Hvis din arbejdsgiver står for indbetalingen, og hvis du er bagudlønnet, skal du huske at give jeres lønafdeling besked primo december. Hvis du selv indbetaler, skal du overføre beløbet via netbank til ISP’s konto i Jyske Bank – se kontooplysningerne nederst i denne artikel.

Endnu flere fordele i 2018

En ekstra indbetaling betyder ikke bare flere penge i pension – den kan også betyde, at du sparer penge i skat. Og hvis du har kort tid til folkepensionsalderen, har de forhøjede skattefradrag i forårets skatteaftale gjort det endnu mere attraktivt at spare op til pension.

Her kan du se fordelene ved at indbetale ekstra:

  • Få en mulig skattebesparelse: Du kan trække indbetalinger til ratepension, ISP Livrente og livsvarig alderspension fra i skat. Det betyder, at du sparer penge, hvis du betaler topskat, mens du arbejder, men ikke betaler topskat, når du får din pension udbetalt.
  • Få glæde af det nye fradrag: Hvis du har mindre end 15 år til din folkepensionsalder, er dit nye pensionsfradrag i 2018 på 20 pct. af indbetalinger op til 70.000 kr. Personer, med mere end 15 år til folkepensionsalderen har et fradrag på 8 pct. af indbetalinger op til 70.000 kr. Bemærk, at de 70.000 kr. er efter træk af AM-bidrag, men inklusive dit ATP-bidrag.
  • Betal lavere skat på afkast: Afkast på pensionsopsparingen beskattes med 15,3 pct., mens renterne af opsparing i banken beskattes med op til 42,7 pct.
  • Undgå at betale restskat: En ekstra indbetaling kan spare dig for at betale restskat, hvis du har forskudsregistreret en for lav indtægt i 2018.
  • Udbetaling af skattefri pension: Indbetaler du til en Aldersforsikring, vil du kunne få udbetalingen skattefrit – og hele opsparingen på én gang (eller ad flere gange). Loftet for indbetaling afhænger fra og med 2018 af din alder. Se mere i skemaet længere nede i artiklen.

Du kan vælge at sætte din ekstra indbetaling ind på en af dine eksisterende pensionsordninger. Du kan også vælge at oprette en ny ordning, uden at det koster dig mere.

På Min Pension kan du se, hvor meget du har indbetalt til pension i 2018:

Log på Min Pension

Hvor meget kan du indbetale i 2018?

Du kan vælge at indbetale ekstra til din ratepension, ISP Livrente, livsvarig alderspension eller Aldersforsikring. I skemaet nedenfor kan du se, hvor meget du kan indbetale med skattefradrag. Har du en Aldersforsikring, kan du også indbetale på den, dog uden skattefradrag.

PensionstypeIndbetaling via din arbejdsgiverPrivat indbetalingSkattefradrag
Ratepension59.457 kr.*54.700 kr.*Ja
ISP LivrenteUbegrænset beløb54.400 kr.**Ja
Livsvarig alderspension på regulativ 1, 2, 3 eller 4Ubegrænset beløb50.400 kr.**Ja
Aldersforsikring >5 år til folkepensionIkke muligt5.100 kr. ***Nej
Aldersforsikring <5 år til folkepensionIkke muligt46.000 kr.***Nej

*I 2018 kan du på en ratepension med skattefradrag maksimalt indbetale enten 59.457 kr. via arbejdsgiver eller 54.700 kr. som selvbetaler. Maksimum gælder samlet set for alle dine ratepensioner.

** Indbetaler du selv til din livrente, kan du maksimalt indbetale 50.400 kr. i alt på ISP Livrente og din livsvarige alderspension med skattefradrag.

*** Loftet for indbetaling afhænger fra og med 2018 af din alder. Hvis du har mere end fem år til din folkepensionsalder, kan du indbetale op til 5.100 kr., mens du kan indbetale op til 46.000 kr., hvis du har mindre end fem år til folkepensionsalderen.

Du kan se her, hvilken folkepensionsalder der aktuelt gælder for din aldersgruppe:

FødselsdagFolkepensionsalder
1953 eller tidligere65 år
01.01.1954-30.06.195465,5 år
01.07.1954-31.12.195466 år
01.01.1955-30.06.195566,5 år
01.07.1955-31.12.196267 år
01.01.1963-31.12.196668 år
1967 eller senere68 år

Holder du dig inden for de nævnte beløbsgrænser, får du – på ratepension, livrente og livsvarig alderspension – fradrag for det fulde beløb i topskatten i 2018, hvis ISP modtager din indbetaling senest 28. december 2018.

Sådan gør du

Send en mail til isp@isp.dk, hvor du oplyser dit navn, din fødselsdato, og hvilket produkt din betaling skal placeres på (fx ratepension eller livsvarig alderspension).

Indbetaler du selv, skal du overføre beløbet via netbank til ISP’s konto i Jyske Bank, reg.nr. 7593 kontonr. 0001038766.