Nyheder


Engagerede medlemmer fik en opdatering

7. november 2017

Pensionskassens fremtid, afkast og ændringer i Markedsrenteordningen var blandt emnerne på årets medlemsmøder i ISP. Cirka 190 medlemmer deltog på de tre møder – og de bød ind med en række spørgsmål til både direktør og bestyrelsesformand.

ISP’s medlemsmøder er en god anledning til at få en aktuel status på vigtige emner i ISP. I år var det særligt indslaget om ISP’s fremtid, der vakte spørgelyst hos de engagerede deltagere.

Bestyrelsesformand Lars Bytoft gav et indblik i bestyrelsens strategiske overvejelser – fra tiden før outsourcingen til AP Pension i 2013 og frem til den nye hensigtserklæring om en fusion med DIP. Han fastslog blandt andet, at en endelig beslutning om fusion kræver medlemmernes accept på en generalforsamling.

Læs også: ISP’s fremtid: Hensigten er en fusion i 2020

Lars Bytoft gav også det nuværende samarbejde med AP Pension rosende ord med på vejen og kom omkring konklusionerne fra årets undersøgelse af medlemmernes tilfredshed, som stadig ligger på et pænt niveau.

Læs også: Medlemmerne har talt – sådan bedømmer de ISP

Markedsrente på agendaen

Cirka 35 medlemmer deltog i medlemsmødet i Middelfart, cirka 70 var på plads ved seancen i København, og cirka 85 mødte op til det tredje møde i Aarhus.

På alle tre møder kunne deltagerne høre ISP’s direktør, Karin Elbæk Nielsen, gennemgå ændringerne i Markedsrenteordningen, hvor 75 procent af medlemmerne har deres pension.

Karin Elbæk Nielsen forklarede blandt andet, at beregningsrenten i markedsrente er ændret til 3,75 pct., hvilket er et forventet ”aconto-afkast”. Hvis afkastet efter pensionsafkastskatten (15,3 pct.) i et år bliver lavere end de 3,75 pct., må ISP sætte pensionen ned året efter, mens det modsatte er tilfældet efter år med højere afkast.

Over en årrække må medlemmerne forvente, at pensionen oftere reguleres ned end op. Det skyldes, at beregningsrenten stadig ligger i den høje ende i forhold til forventet afkast, hvilket giver større pensioner kort efter pensionering – noget ISP blandt andet på medlemsmøderne hører, at medlemmerne foretrækker. Men det skyldes også, at levetiderne kan stige hurtigere end forudsat, så pensionerne skal strækkes over endnu flere år.

Læs også: Hvor længe skal dine penge række?

Solide afkast og nye EU-regler

På møderne kom Karin Elbæk Nielsen desuden omkring et emne, der traditionelt optager mange medlemmer: investeringer og afkast. Hun fortalte om muligheden for at vælge risikoprofil i markedsrente og gav en ”mellemtid” på ISP’s 2017-afkast, der ligger godt – både i absolutte tal og sammenlignet med andre pensionskasser.

Også emnet ansvarlige investeringer blev berørt, og de principper, udstedt af FN, som ligger bag ISP’s politik for ansvarlige investeringer, blev gennemgået.

Principperne omfatter blandt andet miljø, arbejdstagerrettigheder, børnearbejde, korruption og våbenfremstilling. ISP’s politik for ansvarlige investeringer kan ses her.

Endelig kunne de fremmødte medlemmer høre, hvordan ISP aktuelt arbejder med projekter, som udspringer af nye EU-regler om blandt andet hvidvask og persondata.