Nyheder


Fire ud af ti danskere har ikke tjekket pensionen i år

Fire ud af ti danskere har ikke tjekket deres pensionsordning i år, viser en ny Epinion-undersøgelse foretaget for Sampension-fællesskabet, der peger på, at det kan koste dyrt, hvis man ikke løbende følger med i pensionen.

28. oktober 2023

Selvom det kan have betydelige konsekvenser, hvis man ikke er opdateret på sin pensionsordning, har fire ud af ti danskere ikke tjekket pensionen i år. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension-fællesskabet blandt ca. 1.000 danskere.

Her svarer 56 pct., at de har tjekket deres pensionsordning i år, 22 pct. har tjekket den sidste år, mens det for 11 pct. er flere år siden. 7 pct. angiver, at de aldrig har tjekket pensionsordningen. Resten svarer ”ved ikke”.

”Det kan på flere måder have konsekvenser ikke at følge med i pensionsordningen. Hvis man f.eks. ikke har styr på, om man sparer nok op til at kunne få den pensionstilværelse og det pensioneringstidspunkt, man drømmer om, så risikerer man en ubehagelig overraskelse, når den tid kommer. Det samme gælder, hvis man ikke har sikret sig, at forsikringerne i pensionsordningen passer til ens behov. Her kan det f.eks. koste dyrt, hvis man bliver alvorligt syg eller ikke kan arbejde, og man ikke er tilstrækkeligt dækket,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension-fællesskabet.

Ifølge den nye undersøgelse er der en markant lavere andel af kvinder (45 pct.) end mænd (66 pct.), der har tjekket pensionen i år.

”Kvinder har særlig god grund til at bruge noget tid på pensionen. For deres pensionsopsparinger er generelt mindre end mænds og skal samtidig række i flere år, da kvinder typisk går tidligere på pension og lever længere. Det betyder, at de alt andet lige får mindre at gøre godt med som pensionister. Men her kan kvinderne selv bidrage til at styrke pensionsopsparingen på sigt f.eks. ved at sikre sig, at de ikke har pensioner flere steder, hvilket koster dyrt i omkostninger. Det kræver dog, at de følger med i deres pension,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun tilføjer, at det desuden er vigtigt for de kvinder, som er gift, at de sammen med deres partner får styr på, hvad der skal ske med pensionerne ved en eventuel skilsmisse. For de bliver ikke delt automatisk. Tværtimod tager parterne som udgangspunkt deres egen pensionsopsparing med sig ved skilsmisse, og det vil gå hårdest ud over den, som har den mindste opsparing - hvilket typisk vil være kvinden.

Den nye undersøgelse viser desuden, at 65 pct. af de 56-65-årige har tjekket pensionen i år, mens det samme gælder for 53 pct. af hhv. de 35-55-årige og de 18-34-årige.

”Det er bekymrende, at det for mange danskere, som nærmer sig pensionsalderen, er lang tid siden, at de sidst har tjekket deres pension. For den gruppe er det nemlig særligt vigtigt at have et opdateret og realistisk billede af, hvilken økonomisk virkelighed der er udsigt til i pensionstilværelsen, da de har færre år til at nå at øge opsparingen, hvis der er behov for det,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun tilføjer, at det generelt er en god idé for alle pensionsopsparere at give pensionen et eftersyn, hvis man ikke har gjort det i år, og her er Pensionsdagen søndag d. 29. oktober en oplagt anledning.