Nyheder


Har du frie rammer til at optimere din pension?

11. juni 2018

Hvis du har din pensionsordning på ISP’s regulativ 4, får du stor fleksibilitet. Blandt andet kan du justere dine forsikringer, få en større pension eller sikre, at dine efterladte får mere udbetalt. Se, om du med fordel kan skifte regulativ.

Din pensionsordning er sammensat af opsparinger og forsikringsdækninger. ISP åbner løbende for nye produkter, og dem kan du få gavn af, hvis din ordning er på ISP’s nyeste regulativ – regulativ 4. Her har du fleksibilitet til at skræddersy din pension, så du og dine nærmeste får det bedste udbytte.

Alle nye medlemmer i pensionskassen kommer ind på regulativ 4. Men hvis din ordning er oprettet for år tilbage, kan du være på et af de ældre regulativer. Via ISP’s medlemsweb, Min Pension, kan du se, hvilket regulativ du er på.

Sådan ser du dit regulativ

Regulativet angiver det sæt af betingelser og regler, som din pensionsordning er sammensat efter, og som fastlægger de muligheder, der er for at skrue op og ned for de enkelte elementer i din pensionsordning.

Hvis du – som de fleste ISP-medlemmer – har valgt Markedsrente, kan du skifte til regulativ 4. Det gør du ved at kontakte ISP MedlemsService, som efterfølgende sender dig et tilbud. I tilbuddet kan du læse, hvilke muligheder det giver at være på det nyeste regulativ.

Har du ikke markedsrenteordningen, kan vi desværre ikke tilbyde dig at skifte til regulativ 4 på nuværende tidspunkt.

Fleksible forsikringer

En markant fordel ved regulativ 4 er, at du kan justere din pensionsordning, så den matcher dit behov. For eksempel kan du skrue ned for – og i nogle tilfælde helt fravælge – flere af dine forsikringsdækninger. På den måde vil en større del af dine indbetalinger gå til opsparing, så du ender med at få en større pension.

Helt konkret kan du fravælge ægtefællepension, hvilket er oplagt, hvis du bor alene. Du kan også fravælge – eller hvis du er offentligt ansat nedjustere – din børnepension og din dækning ved invaliditet.

Omvendt får du også fleksibilitet til at skrue op for din dækning ved invaliditet. Og skulle du blive syg og tilkendt et (mindst) 12 måneder langt ressourceforløb i din kommune, kan du på regulativ 4 få halvdelen af din invalidesum udbetalt med det samme – uden modregning i din offentlige ydelse.

Læs også: Få penge hurtigere, hvis du bliver syg

Mere til dine efterladte

Når du er på regulativ 4, har du som udgangspunkt en såkaldt depotsikring, mens du sparer op. Det betyder, at dine efterladte får udbetalt din opsparing (depot), hvis du dør, inden du begynder at få udbetalt pension. I praksis bliver 80 pct. af dit livrentedepot og hele depotet på din ratepension udbetalt.

Sådan er det ikke på de ældre regulativer. Her får dine efterladte ikke udbetalt din opsparing, hvis du dør, før udbetalingen af din pension begynder, men derimod kun ægtefælle- og børnepension (hvis du efterlader børn under 24 år eller 21 år – afhængigt af regulativ).

En større sikring af din pension

Også efter du er begyndt at få udbetalt pension, kan dine efterladte få resten af dit depot udbetalt ved din død. Du kan nemlig tilvælge en forsikring ved død på din livsvarige alderspension og livrente, samtidig med at du tager hul på din pensionsudbetaling.

Forsikringen giver dine efterladte en løbende udbetaling, hvis du dør, før forsikringen udløber. Prisen er, at du får en lavere pension. Igen er det en mulighed, der kun gælder på regulativ 4.

På regulativ 4 har du en ratepension – og her vil de resterende penge altid blive udbetalt, hvis du dør, før sidste rate er udbetalt.

Læs mere om forsikring ved død

Kan det betale sig for dig?

Der kan være situationer, hvor et skifte til regulativ 4 ikke kan betale sig. Det gælder for eksempel normalt, hvis du er ugift og har en ordning på regulativ 1. Så har du nemlig mulighed for at få et såkaldt ugiftetillæg, som løfter din pension med 25 pct. – og det tillæg er værd at holde fast i.

Desuden skal du være opmærksom på, at nogle af dine forsikringsdækninger er lavere på regulativ 4 end på ældre regulativer. Det skyldes, at en større del af dine indbetalinger går til din egen pension – og i mange tilfælde vil de lavere dækninger opvejes af, at dine efterladte kan få dit depot udbetalt.

Før du skifter til regulativ 4 fra et ældre regulativ, vil du altid få rådgivning og et individuelt tilbud ved kontakt til ISP MedlemsService.

Få overblik over de forskellige regulativer i ISP