Nyheder
Medlemmerne har talt – sådan bedømmer de ISP
12. september 2017
Høj service og konkurrencedygtige priser. Det er to af de elementer, ISP-medlemmerne især er tilfredse med. I den årlige tilfredshedsundersøgelse ligger loyaliteten i ISP over pensionsbranchens gennemsnit. Og så oplever flere end sidste år, at de har indflydelse i ISP.
I alt 1.271 medlemmer har i år deltaget i ISP’s tilfredshedsundersøgelse. De er især positive over for medlemsportalen Min Pension (som får karakteren 5,7 på en skala fra 1 til 7), ISP’s evne til at overholde aftaler (5,5), de konkurrencedygtige priser (5,4) og det høje serviceniveau (5,4).
Den samlede tilfredshed er faldet lidt siden 2016, men ISP-medlemmernes loyalitet og viljen til at anbefale deres pensionskasse til andre er stadig højere end blandt danske pensionskunder generelt.
”Det er værdifuldt for os at få medlemmernes vurdering af ISP. Derfor vil jeg gerne takke alle, der har brugt tid på at deltage. Bestyrelsen og jeg noterer os selvfølgelig, at den samlede tilfredshed er faldet siden sidste år. Selvom niveauet stadig er højt i sammenligning med branchen, er et fald ikke tilfredsstillende,” siger Karin Elbæk Nielsen, direktør i ISP.
Hun hæfter sig dog ved, at der er fremgang på to parametre, som traditionelt ligger lavt i målingerne: Oplevelsen af medlemsindflydelse i ISP og graden af involvering i sin egen pensionsordning.
Resultater: Sammenlign med branchen
Af de 1.271 medlemmer, der har deltaget i undersøgelsen, er lidt over halvdelen pensionister, mens knap halvdelen stadig er erhvervsaktive. I alt 6.751 medlemmer blev via e-mail inviteret til at svare.
Her kan du se udvalgte resultater. Du kan også sammenligne dem med, hvordan gennemsnittet af danske pensionskunder bedømmer deres pensionsselskab. Svarskalaen er 1-7, hvor 7 er bedst.