Nyheder
Nemt at følge pensionen med appen
15. september 2020
16.000 har foreløbig hentet Sampension-fællesskabets nye app, som bl.a. giver nemt og hurtigt overblik. En af dem er Linda Andreassen fra Nordsjælland.
Hen over sommeren har 16.000 hentet Sampension-fællesskabets nye app i App Store eller Google Play. En af dem er Linda Andreassen, der arbejder hos Nordsjællands Politi. Hun bruger jævnligt appen til at læse beskeder og til at følge sin pensionsopsparing.
”Jeg læste om appen i et nyhedsbrev og tænkte, at det kunne være meget sjovt at se, hvor meget jeg havde stående på min pensionsordning. Det var faktisk en god oplevelse at åbne appen og lege lidt med de forskellige funktioner,” siger Linda Andreassen.
Nemt og hurtigt at samle ordninger
I appen er der flere selvbetjeningsmuligheder. En af dem gør det nemt og hurtigt at flytte opsparinger i andre pensionsselskaber til Sampension-fællesskabet og dermed ISP. Det har Linda Andreassen benyttet sig af.
”Jeg var for nylig i kontakt med en pensionsrådgiver fra Sampension-fællesskabet. Under samtalen kom vi ind på, at jeg havde gamle ordninger i andre selskaber. Han anbefalede, at jeg samlede dem, og det gjorde jeg selv via appen. Nu kan jeg nemt overskue min pension, fordi det hele er samlet et sted,” siger Linda Andreassen.
Hun tilføjer, at hun måtte betale et gebyr på 1.700 kr. for at få flyttet en af sine pensionsopsparinger til Sampension-fællesskabet.
”Men det er tjent hjem i løbet af et par år, fordi jeg undgår en masse omkostninger,” tilføjer hun.
Kontakt ISP, før du overfører
Sampension-fællesskabets app henter data fra Pensionsinfo.dk, og her kan du se, om du har opsparinger i andre pensionsselskaber eller banker.
”Har du det, anbefaler vi, at du kontakter vores rådgiverteam og beder om råd, før du går i gang med at overføre,” siger teamleder Louise Graae fra Sampension-fællesskabet.
Pensionsbrevene er lige ved hånden
Linda Andreassen har ved en tidligere lejlighed oplyst sin mailadresse og telefonnummer til Sampension-fællesskabet. Derfor får hun besked på mail og sms, hver gang der er ny post til hende.
”Jeg har nok haft appen fremme 7-8 gange, siden jeg hentede den på min smartphone. Senest tjekkede jeg en besked, der fortalte, at den sidste overførsel var gennemført. Det er en stor fordel, at man får en besked på sms eller mail, hvis man venter på post fra pensionsselskabet, for så kan man åbne appen og læse den med det samme,” siger Linda Andreassen, der anbefaler andre kunder at prøve appen.