Nyheder


Nyt i ISP: Få penge hurtigere, hvis du bliver syg

12. januar 2017

Syge medlemmer i ISP kan nu få udbetalt halvdelen af deres invalidesum, allerede når kommunen tilbyder dem et ressourceforløb. Du er dækket af den nye mulighed, hvis du har din pensionsordning på ISP’s regulativ 4.

En hverdag med alvorlig sygdom kan blive endnu mere barsk, hvis privatøkonomien samtidig smuldrer. Nu har ISP styrket den økonomiske tryghed for medlemmer, der er på regulativ 4.

Hvis du er blandt dem, skal du ikke længere vente på at blive tilkendt førtidspension, før du har ret til en udbetaling fra ISP. I det øjeblik din kommune tilbyder dig et ressourceforløb på mindst 12 måneder, kan du nemlig få udbetalt halvdelen af den invalidesum, du har i din pensionsordning.

Hvis du er under 50 år, svarer en halv invalidesum til 200.000 kr., medmindre du har valgt en lavere dækning. Summen udbetales som et skattefrit engangsbeløb.

Ingen modregning i offentlige ydelser

Udbetaling af invalidesummen bliver ikke modregnet i ydelser fra det offentlige og kan hjælpe med at give mere ro i økonomien i en svær periode.

”Reglerne for førtidspension er blevet skærpet markant i de senere år, især hvis man er under 40 år. Samtidig er der indført modregning i offentlige ydelser, hvis man modtager invalidepension. Vi vil gerne sikre vores medlemmer bedst mulig økonomisk tryghed, uden at de skal modregnes i andre ydelser. Det kan vi gøre ved at udbetale en del af invalidesummen tidligere,” siger Karin Elbæk Nielsen, direktør i ISP.

”Samtidig har vi forbedret produktet, så størrelsen på invalidesummen nu først begynder at blive aftrappet, fra medlemmet fylder 50 år. Tidligere var det, fra man fyldte 40 år,” fortsætter hun.

Se størrelsen på invalidesummen

Invalidepension, hvis du får førtidspension

Den anden halvdel af din invalidesum kan du få udbetalt, hvis du enten stadig er i ressourceforløb efter to år, eller hvis du bliver tilkendt førtidspension.

Ud over invalidesummen har du også en invalidepension i din pensionsordning. Den kan du få udbetalt som et månedligt beløb, når du er berettiget til førtidspension.

Se, om du er på regulativ 4

Hvis du ikke ved, om du er medlem på regulativ 4 og dermed omfattet af den nye mulighed for halv invalidesum, kan du få svaret ved at logge på Min Pension. Du kan også se i det brev, du modtog, da din ordning blev oprettet. Begynder din ordning med tallet 4, er du på regulativ 4.

Har du en pensionsordning i markedsrente på et ældre regulativ, kan du vælge at skifte til regulativ 4. Kontakt ISP MedlemsService, hvis du vil høre mere om muligheden.

Log på Min Pension

Hvis din pensionsordning begynder med tallet 4, er du medlem på regulativ 4. Se på forsiden af Min Pension under punktet ’Info om dig og din police’.