Nyheder
Ros til resultaterne og et kig mod fremtiden
1. maj 2017
Afkast, grønne investeringer og en mulig fusion var i fokus på ISP’s generalforsamling.
Anerkendende nik og positive toner fyldte mest på ISP’s årlige generalforsamling, hvor debatten ikke bød på store sværdslag. En mulig fusion mellem ISP og DIP tog en del af opmærksomhed, mens et massivt flertal – igen i år – nedstemte medlemsforslaget om at afhænde pensionskassens investeringer i fossile brændsler.
I alt 109 medlemmer deltog på generalforsamlingen, som i år fandt sted 18. april i Aarhus. Yderligere 219 var repræsenteret ved fuldmagt, langt de fleste til bestyrelsesformanden.
Klokken 19 bød bestyrelsesformand Lars Bytoft velkommen, inden advokat Hans Hedegaard for andet år i træk fik tildelt dirigentstokken for at lede forsamlingen godt igennem aftenens dagsorden.
Seks højdepunkter fra bestyrelsen
I beretningen fra bestyrelsen fremhævede Lars Bytoft seks højdepunkter:
- Medlemmerne fik i 2016 tilfredsstillende afkast, som var markant bedre end året før. Også set over en periode på fem år har afkastene været fornuftige.
- I den årlige tilfredshedsundersøgelse blandt medlemmerne scorede ISP igen højt på loyalitet, tilfredshed, omdømme og kommunikation.
- De nye EU-regler – Solvens II – er trådt i kraft, og ISP har også taget hul på at implementere EU’s nye persondatalov. Det koster nogle penge, men lovene er til for at beskytte medlemmernes pensioner.
- Omkostningerne er samlet set steget en smule. Den såkaldte depotsats er fra 1. januar 2017 sat ned med 25 procent, og det kommer især medlemmer med store depoter til gavn.
- ISP-medlemmerne lever længere, og pensionerne skal derfor strækkes over flere år. Det betyder en nedregulering af pensioner og prognoser. Medlemmernes depoter bliver der ikke rørt ved.
- IDA (Ingeniørforeningen) har forelagt ISP og pensionskassen DIP (pensionskassen for civil- og akademiingeniører) en detaljeret plan for en mulig fusion. Bestyrelsen går ind i processen med det krav, at en eventuel fusion skal være til økonomisk gavn for ISP’s medlemmer, ligesom også andre muligheder skal undersøges, så medlemmerne får det absolut bedste resultat.
Fremtiden skal stille medlemmerne bedre
Den mulige fusion med DIP fik flere ord med på vejen fra formanden:
– Det er ikke et mål for os, at vi skal være selvstændige. Ej heller det modsatte, og det har det aldrig været. Nu må en proces så afklare, om parterne kan blive enige, og om en fusion med DIP også er det økonomisk mest fordelagtige for ISP’s medlemmer. Vi går åbent ind i dialogen, men undersøger selvfølgelig også andre alternativer, fortsatte formanden og slog fast, at bestyrelsen er meget tilfredse med det nuværende samarbejde med AP Pension.
ISP har de penge, der skal til
ISP’s afkast for 2016 fik rosende ord med på vejen fra flere medlemmer. De tre risikoprofiler i Markedsrenteordningen gav mellem 5,2 og 6,9 procent i afkast, mens Garantiordningen og Seniorordningen gav henholdsvis 8,7 og 5,2 procent.
For Garantiordningen gælder dog, at størstedelen af 2016-afkastet bliver hensat til de fremtidige pensioner, forklarede ISP’s direktør, Karin Elbæk Nielsen, under sin gennemgang af årsresultatet.
Her fremhævede hun også, at pensionskassens kapitalgrundlag ved udgangen af året var mere end tre gange større, end hvad loven kræver.
– Det er godt, at ISP er robust. Det er et udtryk for, at ISP har de penge, der skal til, sagde direktøren, inden generalforsamlingen enstemmigt godkendte regnskabet.
Urafstemning om fossil energi
Efter en kort pause med lystig snak i salen sænkede roen sig igen over forsamlingen. Alle bestyrelsens forslag (se fakta nederst i artiklen) blev vedtaget uden indvendinger, inden medlem Ole Schultz gik på talerstolen for at motivere et forslag fra ham og 17 andre medlemmer.
Forslaget gik på, at ISP skal afvikle sine investeringer i fossile brændsler og på den måde bidrage til at bremse alvorlige klimaforandringer verden over. I de foregående to år har forslag med samme substans været på agendaen, og for tredje år i træk fulgte flertallet bestyrelsens opfordring til at stemme imod.
Baggrunden for den opfordring er, at det i praksis vil være dyrt at skille sig af med de 1,2 procent af ISP’s aktiver, der er investeret i energiaktier, at ISP ved en sådan investeringspolitik vil miste sine stordriftsfordele ved at investere sammen med andre, og at ISP’s formål er at sikre gode afkast til medlemmerne. Desuden er ISP’s investeringspolitik fra 2016 allerede baseret på et etisk regelsæt i form af FN’s Global Compact, der også indeholder principper om miljø.
Bestyrelsen har dog valgt, at alle medlemmer nu skal have mulighed for – via en vejledende urafstemning – at beslutte, om investeringspolitikken direkte skal undtage fossile energier. Afstemningen foregår i maj sammen med valget til bestyrelsen.
To kandidater på valg
Medlemmerne får mere end grønne investeringer at tage stilling til i løbet af maj. Der er nemlig to kandidater på valg til den ledige post i bestyrelsen.
Foruden bestyrelsens egen kandidat, den hidtidige næstformand Lars Kehlet Nørskov (60 år), er også tidligere bestyrelsesmedlem Knud Bjørn (67 år) opstillet. Alle medlemmer modtager et brev/en e-mail om valget, der foregår elektronisk via login.
Efter en kort præsentation fra de to kandidater takkede Lars Bytoft for en god generalforsamling.
– Vi går ind i fremtiden for at sikre jer medlemmer de bedst mulige resultater. Hvis det måtte betyde en fusion, vender vi selvfølgelig tilbage til jer med flere oplysninger, afrundede formanden.
FAKTA: Det blev vedtaget
- Fremover kan medlemmer afgive en fuldmagt, hvor de tager stilling til generalforsamlingens forslag enkeltvist. Hidtil har det kun været muligt at afgive en såkaldt blankofuldmagt.
- Bestyrelsens og medlemsrevisorens honorar fortsætter uændret.
- Generalforsamlingen afholdes i 2018 i København.
- Deloitte blev genvalgt som statsautoriseret revision, og Just Benner Knudsen blev genvalgt som medlemsrevisor.
Enten Lars Kehlet Nørskov eller Knud Bjørn vælges af medlemmerne til bestyrelsen for perioden 2017-2020.